Review at Danish newspaper BT (Danish) :
http://www.bt.dk/article/20090511/andet/90511038/

Dansk musiks sjældne fugl Kim Larsen (nej, ikke ham) søsætter sit nye projekt Solanaceae med et dystert og tidløst værk, der kryber helt ind under huden – hvis man er i humør til det.

Når man siger Kim Larsen, tænker de fleste ”forsangeren i Gasolin’”, ”Sange fra glemmebogen”, ”nationalskjald” osv., men faktisk passer sidstnævnte beskrivelse noget bedre på Lune Larsens mindre kendte navnebror.

Dén Larsen har nemlig – over de senere år – markeret sig stærkt som genopliver af den historiske folkemusik og visetradition under navnet Of The Wand & The Moon, og nu er Larsen på banen med Solanaceae, som ligger i forlængelse af hans hovedforetagende.

På dette selvbetitlede debutalbum arbejder Kim Larsen tæt sammen med Michael Laird fra amerikanske Unto Ashes, og får også hjælp af andre anerkendte, obskure neofolk-skikkelser, men det gør blot resultatet endnu mere eksotisk og unikt – sammenlignet med dagens danske musikscene.

Rige arrangementer
Via 13 sange, som bliver hængende i rummet længe efter den sidste skæring er ovre,
inviterer Kim Larsen lytteren en tur ind i skovens tusmørke, hvor det mørke åbningsnummer
’I Saw Them Through the Pines’ åbner rejsen ind i universet, og den beslægtede ’I Saw Her Through the Pines’ tre kvarter senere lukker
og slukker.

Udstyret med en simpel akustisk guitar og sin stemme, er Larsen selv centrum i de rige musikalske arrangementer, der tæller alt fra glockenspiel og trækharmonika til violin, hakkebræt og valdhorn.

Og denne middelaldermusikalske stemning bliver lidt for meget for i hvert fald denne lytter –
især de instrumentale vignetter ’Fenella’ og ’Samorost’ lyder lidt for meget som lydsporet til en b-film om vikinger, men dén slags er heldigvis i klart undertal.

En skumringsfokuseret affære
Pladens stærkeste sange tæller ’Through the Trees Spears the Sun’ og ‘Hemlock and Mandrake Fields’,
der sammen med de to ’Through the Pines’-numre står som stemningsmættede, nærmest spirituelle suiter,
som distancerer Kim Larsen fra sangskriverkollegaerne herhjemme.

Disse sange giver et meget godt billede af albummet, der som helhed er en dyster, skumringsfokuseret affære,
som nok ikke havde taget skade af lidt musikalsk lys hist og her.

Men har man brug et soundtrack de lune sommeraftener,
og holder man af et band som Dead Can Dances gotiske univers –
eller har man bare lyst til at høre en dansk sangskriver, der ikke lyder som alle de andre –
så er ’Solanaceae’ et godt bud på et sted at starte.

MATHIAS NIELSEN, MNI@BT.DK - Mandag den 11. maj 2009, 13:38

Back to Solanaceae>>